Dyr
De vilde heste
Hestene lever så vidt muligt uden menneskers indblanding. Hvis vinteren er særligt streng og føden knap, bliver der lagt stråfoder ud. Ellers sørger dyrene for sig selv. For at undgå indavl må man dog udskifte førerhingsten med mellemrum. Den nuværende hingst blev hentet hertil i januar 2013.
Exmoor-ponyen er ca. 130 cm høj, målt over skulderen. Farven er altid brun – i forskellige nuancer – med sorte ben, man (det lange hår langs hestens hals) og hale. Pelsen er lysere på mulen, omkring øjnene og i lysken. Kæberne i det kraftige hoved har plads til store kindtænder. Det er en fordel, når man skal tygge næring ud af tørt græs, lyng og magre urter. Også de lidt udstående øjne med de tykke øjenlåg er karakteristiske.
Exmoor-ponyen har egenskaber, som den gør den særligt egnet til at overleve under barske vilkår. Vinterpelsen består inderst af et tykt lag uldhår, der fungerer som en varm sweater. Udenpå ligger et lag af længere dækhår, som beskytter mod vind og vand. Pelsen holder så godt på kropsvarmen, at sne kan blive liggende på hestens ryg uden at smelte. Og hårhvirvler sørger for, at dækhårene vender den rigtige vej, så vand kan løbe af. Under huden har exmoor-ponyerne et tykt fedtlag. Fedtlaget dannes i løbet af sommeren, så ponyerne er godt isoleret om vinteren. Sommerpelsen er kort og glat.
Exmoor-ponyerne på Sydlangeland stammer fra en flok på Tærø ved Møn. Her har en flok heste levet vildt siden 1964, da de blev udsat som led i et privat forskningsprojekt. Da Naturstyrelsen i 2003 besluttede at benytte heste i naturplejen af Sydlangeland, fik man mulighed for at købe heste fra Tærø. De første 12 heste blev udsat på strandengene ved Klise Nor nord for Bagenkop i juni 2003. Her bor i dag en flok på ca. 10 dyr. I 2006 kom flokken på det store areal ved Dovns Klint så til.
Se Seværdigheder
Den sjældne klokkefrø
Sydlangeland nyder status som Natura 2000-område. Det betyder, at naturen er særligt bevaringsværdig og beskyttet efter specielle EU-regler. Klokkefrøen er en af de arter, som gør området til noget særligt. Den lille, sortbrune frø med de karakteristiske orange eller gule pletter på undersiden er en af vore mest truede arter. Den var tidligere udbredt på øerne i Det Sydfynske Øhav, men var omkring 1990 næsten udryddet. For at redde bestanden er den nu sat ud flere steder, bl.a. på Sydlangeland.
Ved vandhullerne kan du være heldig at få et glimt af den sjældne frø. I yngletiden om foråret kan du høre dens særprægede kvækken, der lyder som gøgens kukken eller som et pust i en flaske. Lyden kan høres op til tre km væk.
Søen ved Ørnehøj blev gravet i 1992. I dag yngler den lille vandsalamander her. Den var før almindelig over hele landet, men er gået stærkt tilbage. Dræning af levesteder og udsætning af fisk og ænder, som æder den, er de største trusler. Lille vandsalamander er – som alle danske padder – fredet.
Skovfirben
Ved Dovns Klint kan du støde på et krybdyr, der er i tilbagegang herhjemme. Skovfirbenet holder til i fugtige områder og sætter pris på den varierede natur, som findes ved Dovns Klint.
Fugle på land, til vands og i luften
Mange fuglearter, som engang var helt almindelige på marker og enge, er i dag trængt af det moderne, effektive landbrug. I Sydlangelands åbne landskab kan man dog fortsat se viber, sanglærker og agerhøns.
Mange ænder og grågæs holder til på Keldsnor og på Søgård Sø, som genopstod, da man holdt op med at pumpe vand væk fra de fugtige områder. Den lille sø nord for Søgård er dannet på samme måde og er blevet et yndet tilholdssted for ænder og vadefugle.
Om foråret flokkes andefugle som ederfugl og havlit på havet ved Dovns Klint. Efterårets store fugletræk mod syd giver mulighed for at opleve rovfugle som spurvehøg, hvepsevåge, rørhøg og tårnfalk og mere sjældne arter som fiskeørn og rød glente, når trækker sydpå. Også den sorte stork er blandt trækgæsterne.
Se Seværdigheder
Grisehyl i mosen
Hører du lyden af grisehyl ved skumringstid i Gulstav Mose, stammer de næppe fra en gris. Det er snarere lyde fra fuglen vandrikse, som findes i stort tal her. Vandriksen er beslægtet med blishøne og tilbringer det meste af sit liv i rørskoven. Her anlægger den et helt netværk af stier, som den bruger, når den leder efter føde. Vandriksen spiser stærkt varieret med både insekter, frøer, snegle, småpattedyr og andre fugle på menuen.
Sjælden sanger
Den er mindre end en gråspurv, men noget mere iøjnefaldende og sjælden. Den voksne han hos karmindompappen kan kendes på de røde fjer på hoved, bryst og overgump, som også har givet den navn. Karmindompappen kommer til Sydlangeland fra vinterkvartererne i Indien og Sydøstasien i maj for at yngle. Hvis du er heldig, kan du høre den synge fra trætoppene omkring Gulstav Mose.
Svalerne i klinten
Digesvalen holder til i klinter og skrænter, hvor den graver lange ”rør”. Inderst inde bygger den sin rede. Digesvalerne yngler sammen i kolonier, og i sommerhalvåret kan du møde dem ved klinterne på Sydlangelands spids.
Rigt insektliv
Det afvekslende landskab med mange plantearter tiltrækker en rigdom af sommerfugle som det hvide C og storplettet perlemorssommerfugl. Også flere arter af mariehøns lever her. Du kan støde på arter med både 16 og med 22 prikker.