Sehenswürdigkeiten auf der Skallingen und Langli

Skallingen-langli-kort-seværdigheder

  1. Sønderside - die alte Kürste
  2. Sakllingen - Der wilde Westen
  3. Parken - hauptsächlich für Badegäste
  4. Die alte Rettungsstation - Picknick und Ausstellung
  5. Der Badestrand
  6. Sibirien hin und zurück
  7. Strandwiesen und Gezeitenrinnen
  8. Langli - Favorit der Vögel

Seværdigheder på Skallingen og Langli

På Skomagersletten er det køerne der dominerer. Foto: Søren Rask Jessen
På skomagersletten er det køerne der dominerer

Sønderside - den gamle kyst

Vi skruer tiden tilbage til 1634. Dengang var der ikke noget, der hed Skallingen. Langs Sønderside (nogenlunde hvad der svarer til skovgrænsen mellem Ho Plantage og Skallingen) lå en hel række små fiskerlejer, hvor der boede omkring 250 indbyggere, der voksede til 1000 i fiskesæsonen fra marts-juni. I 1634 kom den største stormflod, som vi kender til. Den 2. store mandedrukning blev den kaldt, og mennesker, huse og både blev trukket ud i havet. Vandet væltede endda helt ind i Ho Bugt og fjernede en del af kysten. Den yderste del af halvøen modstod havet og blev til øen Langli. Fiskermiljøet overvandt aldrig katastrofen, og i dag er der kun potteskår og stednavne som Havnegrøften, der fortæller om levet liv i Sønderside.
Læs mere: De 5 største stormfloder i Vadehavet og Historie - Smugler- og fiskerlejet Sønderside

Parkér fx ved p-pladsen ved Ho Ellipsen, som byder på et overdækket grill- og madpakkested. Herfra er der en 4 km lang markeret vandresti, der bl.a. følger Sønderside. Skulle der tilfældigvis være både højvande og storm, er det ikke svært at forestille sig tiden før 1634, for så vil marsk-engene på Skallingen være oversvømmede og minde om den tid, hvor det hele var Vesterhav.
Læs mere: Aktiviteter - Vandreruter
Se p-pladsen ved Ho Ellipsen på kort


Skallingen - Det vilde Vesten

Tættere på Det vilde Vesten kommer du næppe i Danmark. Så snart du kører eller cykler over kvægristen og ud på Skomagersletten, er det kvæget, der bestemmer farten på vejen. I sommerhalvåret er der 600 kvæg og en enkelt cowboy. Det er Naturstyrelsens mand, som også kalder sig for hyrde og kvægdriver, og han ses ofte i området på sin firhjulstrukne ATV. Han har for alvor travlt med at drive køerne sammen, når der er storm fra vest, og han skal forhindre køerne i at blive fanget af havet, der pludselig stiger fra tidevandsrenderne ind over Skallingen. Køerne tilhører omkring 20 landmænd - primært fra Sydjylland - som med glæde betaler for at overlade kreaturerne til det vilde liv på Skallingen.
Se Skomagersletten på kort

Den eneste vej over Skallingen er 1-sporet, og der er mange vigespor, hvor du kan give plads for modkørende biler. Vejen blev bygget i 1943 af tyskerne under 2. verdenskrig som en del af Atlantvolden og var oprindelig en betonvej.
Læs mere: Fanøs historie - Atlantvolden

I vinterhalvåret er det vigtigt at holde øje med vejrudsigten. Mens man går langs klitterne og nyder havets fråde og rasen  i stormvejr, stiger vandet i tidevandsrenderne ved Ho Bugt og kan på få timer forvandle Skomagerslettens enge til et hav - og samme skæbne får den eneste vej. Ikke så få turister er blevet reddet ud af deres biler, der har stået i vand til kølergitteret.


Parkering - mest for badegæster

Hvis det mest handler om at finde en glimrende badestrand med ganske få badegæster, så snup første vej til højre til Skallingens største parkeringsplads, der ligger lige ved havet. En dejlig sandstrand og et godt sted at hoppe i bølgerne med børn. Her er normalt ikke farlige hestehuller, men med havet skal man altid udvise den største forsigtighed.
Se badestranden på kortBa

Hvis du går ca. 1 km langs stranden mod Blåvandshuk, ses en såkaldt overskylstunge, hvor havet har skubbet masser af sand ind over Skallingen. Havet æder ca. 3 meter af kysten hvert år, så Skallingen trækker sig langsomt tilbage mod nordøst.


Den gamle Redningsstation - madpakker og udstilling

Det hvidkalkede hus med sort tag er oprindelig en gammel redningsstation. Siden har den været brugt af fårehyrder, og nu er du velkommen inden døre, hvor der er borde og bænke. Hvis vejret ikke arter sig til picnic i klitterne, er Den gamle Redningsstation et godt sted at folde den rødternede dug ud, dele madkurven og åbne for en dampende, termokande kaffe. Nu kaldes Den gamle Redningsstation også for madpakkehuset.
Se Den gamle Redningsstation på kort

Langs væggene er der en planche-udstilling, der med fotos og tegninger fortæller om Skallingen. Desuden kan du se de forskellige fuglearter, som bruger Skallingen som spisested på en ofte meget lang rejse. Det er fx. havterner, grågæs og havørne.
Læs mere: Dyrene i området

Foran Den gamle Redningsstation ses de folde, hvor kvæget indsamles, og det er også her, at dyrene altid kan få frisk vand.


Badestranden

Hertil og ikke længere med bilen. Resten af Skallingen skal udforskes på to ben. På turen fra p-pladsen til stranden vil de midaldrende opdage, at der er forsvundet et par klitrækker siden deres barndom. Strømforholdene ændrer sig gennem årene, og i øjeblikket æder havet af klitterne, samtidig med at Skallingen bliver højere og dermed mere stabil.

Stranden er lækker, og der er mange gode gryder med læ i klitterne.
Se badestranden på kort


Sibirien tur/retur

Efter en frisk dukkert i havet, er det skønt at gå til Sibirien. Bare rolig - det er kun en rundtur på syv km, der fører til Skalling Ende - den yderste spids af halvøen Skallingen. Stik en finger i luften, og find vindretningen. Som regel kommer vinden fra vest eller nordvest, og så er det smartest at starte turen med medvind langs stranden, og på tilbagevejen vil der være læ bag klitterne. Men er der hård vind fra nord eller syd, så start fra Den gamle Redningsstation og gå mod sydøst ad den afspærrede vej bag klitterne.
Se Skalling Ende på kort

Med start langs stranden bliver der mulighed for at lede efter rav. Men kig også op for snart dukker Fanøs vindmøller op i horisonten. Det samme gør Esbjerg og kraftværkets skorstene og måske Englandsfærgen, som ser ud til at svæve hen over Grådyb. Grådyb er sejlrenden ind til Esbjerg, og den er gennem årene gravet dybere, og det er sandsynligvis årsagen til, at der er forsvundet 1,5 kilometer af Skalling Ende. Når du runder Skalling Ende, kan du se fire pæle i havet i retning mod Fanø. Det er resterne af en høfde, som engang blev bygget på sydsiden af Skallingen.
Læs mere: Forstå Vadehavssprog - Høfde

Fortsæt ind mod Ho Bugt, hvor der ofte er spættede sæler - som elsker at fiske i Hobo Dyb - i retning mod øen Langli. En kikkert er også en god ide, hvis man vil spotte havørne, skestorke, skarve eller nogle af de rigtig mange lærker, der er på Skallingen.
Læs mere: Dyrene i området

Gå tilbage bag klitrækkerne, hvor du langt om længe er nået til Sibirien. Og hvorfor hedder det Sibirien? Fordi det bare er så langt ude, du kan komme. Klitrækkerne ud mod havet har været afspærret siden 2. verdenskrig, men nu er de blevet gennemgravet for miner og åbnet for offentligheden i 2012. Turen går forbi Skallingens største søer - blandt andet Fyldegraven, som faktisk er en gammel udgravning for at få jord til bygning af diger. Senere ses fundamenterne af de lyskastere, som tyskerne opstillede under 2. verdenskrig, og snart dukker Den gamle Redningsstation og p-pladsen op.
Læs mere: Fanøs historie - Atlantvolden

Cykler er også tilladt på rundturen - og en mountainbike vil være en fordel.
Læs mere: Aktiviteter i området


Strandenge og tidevandsrender

Der er næsten ingen, som gør det. Men det er tilladt at gå på strandengene i retning mod Ho Bugt. Faktisk er den 7 km² store naturlige saltmarsk den største i hele Vadehavs-området ned til Tyskland og Holland. Der er mange forhindringer i form af mudrede eller vandfyldte tidevandsrender (loer), og det er klogt at vende om ved kreaturhegnene. Men det er også et særpræget landskab, hvor loerne minder om blodårer, der med vadehavets puls fører materialer ind og ud af strandengene. Bemærk også de mange tuer med gule engmyrer.
Læs mere: Dyrene i området - Gule engmyrer
Se Strandengene på kort


Langli - fuglenes favorit

Fuglene foretrækker ø-livet på Langli hele året. Men mennesker er kun velkomne fra den 16. juli til den 15. september ad ebbevejen, hvor man går eller vader fra Nyeng i Ho til Langli. Det er en næsten 4 km lang tur, som tager 1-1½ time hver vej. Det er livsvigtigt, at du undersøger vejrforhold og tidevand, inden du begiver dig mod Langli. Normalt kan man gå på ebbevejen fra fire timere efter højvande i Esbjerg til to timer før højvande i Esbjerg. Læs tidevandskalenderen hos Fanø Turistbureau på www.visitfanoe.dk

For de fleste vil det være bedst at komme med på en guidet traktor-tur til øen. Så får du hjælp til at opdage naturen og fuglene - og ikke mindst de spættede sæler. Samtidig udpeges Dødemandsbjerget, hvor strandede lig af ukendte sømænd blev begravet, og Langli Bjerge, som er øens højeste klitrække med udsigt fra 14 m's højde.
Køb guidet traktor-tur her

Langli har Vadehavets største koncentration af ynglende fugle. Især split- og havterner samt kolonier af hætte-, storm- og sølvmåger hygger sig på øen. Blandt mange andre ynglende fugle ses også sildemåger og strandskader, klyder og edderfugle, og spids- og gråænder. Fugle og harer er tilfredse med, at der ikke kommer ret mange mennesker på Langli, men deres værste fjende er ræven, som godt kan finde på at tage ebbevejen til øen. Sker det, vil rævene blive "bortreguleret".
Læs mere: Dyrene i området og Regulering af skadevoldende vildt

Langli er ca. 2 km lang og 500 m bred, og der har boet mennesker på øen fra 1840-1913. I dag er der kun fundamenter tilbage af en lille skole. Staten købte øen i 1982 - inkl. et sommerhus, der blev bygget i 1940'erne. Huset forvaltes af Naturstyrelsen og bruges som feltstation.
Se Langli på kort


Til toppen af siden

1. Sønderside – die alte Küste

Sønderside. Foto: Søren Rask Jessen

Wir drehen die Zeit in das Jahr 1634 zurück. Damals gab es Skallingen noch nicht. Entlang Sønderside (entspricht in etwa der Waldgrenze zwischen der Ho Plantage und Skallingen) lag eine ganze Reihe von kleinen Fischersiedlungen, in denen ungefähr 250 Einwohner lebten, während der Fischsaison von März bis Juni jedoch 1000 Personen. 1634 ereignete sich die gröβte bisher bekannte Sturmflut. Sie wurde die „2. store mandedrukning“ (2. groβes Ertrinken) genannt, bei der Menschen, Häuser und Boote ins Meer gerissen wurden. Das Wasser schoss sogar bis in die Bucht von Ho und entfernte einen Teil der Küste. Der äuβerste Teil der Halbinsel widerstand dem Meer und wurde zur Insel Langli. Die Fischersiedlungen erholten sich nie wieder von der Katastrophe, und heute zeugen nur noch Topfscherben und Ortsnamen wie Havnegrøften (Hafengraben) vom Leben hier in Sønderside.

2. Skallingen – Der wilde Westen

Foto: Søren Rask Jessen

Näher an den wilden Westen kann man in Dänemark kaum kommen. Sobald man über den Viehrost fährt oder geht und auf die Skomagerslette kommt, bestimmt das Vieh die Geschwindigkeit auf dem Weg. Im Sommerhalbjahr sind dort 600 Tiere und ein Cowboy. Das ist der Mann vom Generaldirektorat für Natur, der sich auch Hirte oder Viehtreiber nennt. Man sieht ihn häufig auf seinem ATV mit Allradantrieb. Er hat wirklich viel zu tun, um das Vieh zusammenzutreiben, wenn Sturm aus Westen kommt und er verhindern muss, dass die Tiere vom Meer gefangen werden, das plötzlich aus den Gezeitenrinnen steigt und Skallingen bedeckt. Die Kühe gehören ca. 20 Landwirten - hauptsächlich aus Südjütland – die gerne dafür bezahlen, das Vieh dem wilden Leben auf Skallingen zu überlassen.

Der einzige Weg über Skallingen ist einspurig. Es gibt viele Ausweichplätze, falls Gegenverkehr kommt. Der Weg wurde während des 2. Weltkriegs 1943 von den Deutschen als Teil des Atlantikwalls gebaut und war ursprünglich ein Betonweg.

Im Winterhalbjahr ist es wichtig, immer die Wettervorhersage zu beachten. Auf einem Spaziergang durch die Dünen, wenn man das Toben von Meer und Gischt genieβt, steigt das Wasser in den Gezeitenrinnen bei der Bucht von Ho und kann im Laufe von wenigen Stunden die Wiesen von Skomagersletten in ein Meer verwandeln – und das gleiche Schicksal ereilt den einzigen Weg. Nicht wenig Touristen wurden aus Autos gerettet, die bis zum Kühlergitter unter Wasser standen.

3. Parken - hauptsächlich für Badegäste

Wenn man sehr gerne einen hervorragenden Badestrand mit nur wenigen Badegästen finden möchte, sollte man den ersten Weg rechts bis zu Skallingens gröβtem Parkplatz, der direkt am Meer liegt, einschlagen. Ein herrlicher Sandstrand und eine gute Stelle, um auch mit Kindern in die Wellen zu springen. Hier gibt es normalerweise keine gefährlichen Brandungsrückströme. Beim Baden im Meer muss man jedoch immer gröβte Vorsicht walten lassen.

Wenn man ca. 1 km den Strand in Richtung Blåvandshuk entlanggeht, trifft man auf eine so genannte Überspülungszone, in der das Meer Sandmassen über Skallingen schiebt. Das Meer frisst jedes Jahr ca. 3 m der Küste, so dass Skallingen sich langsam in Richtung Nordosten zurückzieht.

4. Die alte Rettungsstation – Picknick und Ausstellung

Die alte Rettungsstation. Foto: Søren Rask Jessen

Das weiβ gekalkte Haus mit schwarzem Dach, Den gamle Redningsstation, war ursprünglich eine alte Rettungsstation. Seitdem ist es auch von Schafhirten benutzt worden, und heute darf man es sich gerne an den Tischen und Bänken gemütlich machen. Wenn das Wetter nicht gut genug ist für ein Picknick in den Dünen, ist die alte Rettungsstation ein guter Ort, um die rotkarierte Decke auszubreiten, den Picknickkorb hervorzuholen und sich einen schönen heiβen Kaffee aus der Thermoskanne einzuschenken. Heute wird die alte Rettungsstation auch Picknickhaus genannt.

An den Wänden hängen Ausstellungstafeln mit Fotos und Zeichnungen über Skallingen. Auch kann man sich die verschiedenen Vogelarten anschauen, die häufig nach einer sehr langen Reise auf Skallingen Nahrung suchen. Das sind z.B. Küstenseeschwalben, Graugänse und Seeadler.

Vor der alten Rettungsstation befinden sich die Pferche, in denen das Vieh gesammelt wird und hier bekommen die Tiere auch immer frisches Wasser.

5. Der Badestrand

Der Badestrand. Foto: Søren Rask Jessen

Bis hier und nicht weiter mit dem Auto. Der Rest von Skallingen muss auf zwei Beinen erforscht werden. Auf der Tour vom Parkplatz zum Strand werden Leute mittleren Alters entdecken, dass seit ihrer Kindheit ein paar Dünen verschwunden sind. Die Strömungsverhältnisse haben sich im Laufe der Jahre geändert, und zurzeit frisst das Meer Teile der Dünen. Aber gleichzeitig wird Skallingen immer höher und damit stabiler.

Der Strand ist wunderschön und es gibt viel gute windgeschütze Plätze zwischen den Dünen.

6. Sibirien hin und zurück

Sibirien. Foto: Søren Rask Jessen

Nach einem erfrischenden Bad im Meer empfiehlt sich ein Spaziergang nach Sibirien. Keine Angst, dabei handelt es sich nur um einen Rundgang von 7 km, der bis zu Skalling Ende, der äuβersten Spitze von Skallingen, führt. Halten Sie einen Finger in die Luft und finden Sie heraus, aus welcher Richtung der Wind kommt. In der Regel kommt er aus Westen oder Nordwesten. Dann ist es am günstigsten, den Spaziergang mit dem Wind im Rücken am Strand entlang zu beginnen und auf dem Rückweg hat man Windschutz hinter den Dünen. Wenn jedoch kräftiger Nord- oder Südwind weht, dann sollte man bei der alten Rettungsstation beginnen und auf dem abgesperrten Weg hinter den Dünen in Richtung Südosten gehen.

Am Strand kann man auch nach Bernstein suchen. Aber werfen Sie auch mal einen Blick nach oben, denn bald tauchen Fanøs Windmühlen am Horizont auf. Das gilt ebenfalls für Esbjerg und die Schornsteine des Kraftwerks und vielleicht die Fähre nach England, die so aussieht als ob sie über das Wasser schwebt. Die Fahrrinne nach Esbjerg, Grådyb, ist im Laufe der Jahre vertieft worden, und das ist wahrscheinlich die Ursache dafür, dass 1,5 km von Skalling Ende verschwunden sind. Wenn man um Skalling Ende herumkommt, kann man vier Pfähle im Meer in Richtung Fanø stehen sehen. Das sind die Reste einer Buhne, die einmal an der Südspitze von Skallingen gebaut worden ist.

Gehen Sie weiter in Richtung der Bucht von Ho, wo sich häufig Gemeine Seehunde aufhalten – sie lieben das Fischen im Gebiet Hobo Dyb zur Insel Langli hin. Ein Fernglas ist ebenfalls eine gute Idee, wenn man Seeadler, Löffler, Kormorane oder einige der vielen Lerchen beobachten möchte, die hier auf Skallingen sind.

Gehen Sie zurück hinter die Dünenreihe, und dann sind sie endlich in Sibirien angekommen. Warum das hier Sibirien heiβt? Weil es wirklich sehr einsam und weit ab vom Schuss ist. Die Dünen zum Meer hin waren während des 2. Weltkriegs abgesperrt, sind jetzt jedoch auf Minen untersucht worden und wurden 2012 für die Öffentlichkeit zugänglich. Der Spaziergang führt an Skallingens gröβten Seen vorbei, unter anderem dem Fyldegraven, der eigentlich entstand, weil man Erde für den Bau von Deichen benötigte. Später kommt man zu Fundamenten der Lichtwerfer, die die Deutschen während des 2. Weltkriegs aufstellten und bald ist man bei der alten Rettungsstation und beim Parkplatz.

Man darf hier auch Radfahren - ein Mountainbike ist jedoch am besten geeignet.

7. Strandwiesen und Gezeitenrinnen

Gezeitenrinnen. Foto: Søren Rask Jessen

Fast niemand tut es, aber es ist erlaubt, auf den Strandwiesen in Richtung Ho Bugt zu gehen. Diese 7 km² groβe natürliche Salzmarsch ist die gröβte im gesamten Wattenmeer-Gebiet bis nach Deutschland und Holland. Es gibt viele Hindernisse in Form von schlammigen oder mit Wasser gefüllten Gezeitenrinnen und man tut gut daran, an den Viehzäunen umzukehren. Aber es handelt sich hier auch um eine ganz auβergewöhnliche Landschaft, in der die Gezeitenrinnen an Blutadern erinnern, die mit dem Puls des Wattenmeers Material zu und von den Strandwiesen führen. Man beachte auch die vielen Hügel mit gelben Wiesenameisen.

8. Langli – Favorit der Vögel

Foto: Søren Rask Jessen.

Die Vögel bevorzugen das ganze Jahr über das Inselleben auf Langli. Menschen sind nur vom 16. Juli bis zum 15. September willkommen und dürfen auf dem Ebbeweg kommen, der von Nyeng in Ho nach Langli führt. Dabei handelt es sich um eine ungefähr 4 km lange Tour, die pro Weg 1-1½ Stunden dauert. Es ist lebenswichtig, dass man die Wetterverhältnisse und Gezeiten untersucht, bevor man sich auf den Weg nach Langli macht. Normalerweise kann man auf dem Ebbeweg ab vier Stunden nach der Flut in Esbjerg bis zwei Stunden vor der Flut in Esbjerg gehen.

Den Gezeitenkalender findet man im Fanø Turistbureau unter visitfanoe.dk

Die meisten Leute nehmen am liebsten an einer geführten Traktor-Tour zur Insel teil. Auf diesen Touren bekommt man Hilfe, um Natur, Vögel und nicht zuletzt auch die Gemeinen Seehunde besser zu entdecken. Auch hört man etwas über den Berg Dødemandsbjerget, wo tote Seeleute unbekannter Herkunft begraben wurden, und Langli Bjerge, die höchste Dünenreihe der Insel mit einer Aussicht aus 14 m Höhe.

Langli hat die höchste Konzentration brütender Vögel im Wattenmeer. Insbesondere Brandseeschwalben und Küstenseeschwalben sowie Kolonien von Lach-, Sturm- und Silbermöwen lieben die Insel. Zu den vielen brütenden Vögeln gehören auch die Heringsmöwen und Austernfischer, Säbelschnäbler und Eiderenten sowie Spieβenten und Stockenten. Vögel und Hasen sind froh, dass hier auf Langli nicht so viele Menschen kommen, aber ihr schlimmster Feind ist der Fuchs, der auch schon mal den Ebbeweg zur Insel nimmt. Wenn dies geschieht, werden die Füchse „entfernt“.

Langli ist ca. 2 km lang und 500 m breit. Von 1840-1843 haben Menschen auf der Insel gewohnt. Heute sind nur noch die Fundamente einer kleinen Schule zurück. Der Staat kaufte die Insel 1982 - einschl. Ferienhaus, das in den 1940ern gebaut wurde. Das Haus wird vom Generaldirektorat für Natur verwaltet und als Feldstation verwendet.